-
Han er trådt ind i den øverste ledelse hos en af verdens største producenter af dagligvarer
Source: BDK Finans / 15 Mar 2024 18:06:30 America/Chicago
Thomas Bjerregaard er for nylig blevet udnævnt til Customer Strategy & Planning Lead for isforretningen, som er det største forretningsben i Unilever DK. Det betyder, at han nu har ansvaret for den kommercielle strategi og eksekvering af issalget i Danmark. Med den nye udnævnelse er Thomas Bjerregaard trådt ind i den øverste ledelse hos Unilever DK, kun tre år efter at han færdiggjorde Graduate-programmet. »Som leder formår Thomas at skabe en positiv energi og et team, der leverer resultater. Han har haft ansvaret for nogle af de mest kritiske områder for Unilevers vækst, herunder B2B-salg, salg hos e-handelspartnere som Nemlig.com og salg i Fast Beauty-kanalen med Normal som største kunde. Resultaterne har konsekvent overgået markedstendenserne,« skriver Salgsdirektør hos Unilever Thomas Høier om det 33-årige talent. Thomas Bjerregaard bliver beskrevet som en person, der har udvist en konsistent høj performance og imponeret lige fra starten af sin karriere i Unilever. Hans løsningsorienterede tilgang producerer ikke kun resultater, men optimerer også forretningsprocesser, hvilket er afgørende for en virksomhed som Unilever. At han har arbejdet i seks forskellige lande i en tidlig alder, er uden tvivl også en styrke, der bidrager til at fremme samarbejde og nytænkning, lyder det. »Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Thomas i fire et halvt år. Med mange (tidligere) Graduates igennem mine afdelinger hos Carlsberg og Unilever er Thomas klart det største talent, jeg har haft fornøjelsen af at arbejde med. Ud over at være et fagligt talent, der konstant udvikler sig, er Thomas også en empatisk og behagelig person, som folk gerne vil være sammen med og arbejde sammen med,« skriver Thomas Høier. Herunder kan du se alle årets talenter. https://www.berlingske.dk/arbejdsliv/han-er-traadt-ind-i-den-oeverste-ledelse-hos-en-af-verdens-stoerste